• Dansk
  • English
  • Deutsch

Træmanden

Under tårnspiret finder du Egeskovs træmand. Det siges, at hvis han bliver flyttet fra sin plads på puden, vil slottet synke i voldgraven julenat.

Grevinde Nonni lånte i sin tid Træmanden ud til Nationalmuseet. Her skulle han vejes, måles og fotograferes for at kunne blive registreret og senere vist frem for gæster på museet. Udlånet var aftalt til at vare et halvt år, men allerede efter 14 dage var grevinden nødt til at bede om at få ham tilbage. Slottet knagede og bragede i hans fravær, og folk påstod endda, at væggene var begyndt at ryste. Da han først lå sikkert tilbage på sin plads under tårnspiret, blev der fred og ro på Egeskov igen.

Eftersom det siges, at slottet ville synke i voldgraven julenat, sørgede familien før i tiden for at holde jul andetsteds. I dag har familien dog fundet en løsning og sætter hvert år risengrød op til Træmanden, som han kan dele med slottets nisser. På den måde kan de trygt fejre højtiden i de pyntede stuer. Familien er ikke overtroisk, men som grevinde Nonni erfarede dengang, er det bedre at være på den sikre side.