• Dansk
  • English
  • Deutsch

Duelvåben

Duellen stammer oprindeligt fra den sydvesteuropæiske adel, der i løbet af 1500-tallet udviklede særlige regler for kampen: udfordring, aftalte regler, ens våben, sekundanter osv. De tidlige dueller blev oftest udkæmpet med sværd, men i løbet af 1800-tallet blev det udbredt at anvende pistoler til duellen. Snart udvikledes særlige duel-sæt med to ens våben, som du kan se udstillet på slottet.

Ved indførelsen af enevælden i Danmark ønskede kongen at bruge sit magtmonopol til at stoppe duellerne. Han nedsatte derfor en kommission, der skulle komme dem til livs.

To studenter udkæmpede den sidste kendte offentlige duel i Danmark i København i 1910. Duellens våbner var sabler, og det sluttede brat, da den ene duellant blev såret i låret. Der blev dog fortsat udkæmpet hemmelige dueller i Danmark i de efterfølgende år. For eksempel deltog den ene af de to studenter i endnu to dueller i sin levetid. Duellerne lader til at være ebbet ud ved slutningen af 1. verdenskrig.