• Dansk
  • English
  • Deutsch

Prinsessens Julebord

09.11 time 00:00 - 30.12 time 00:00

Juleudstilling i Brasserie Rigborg


I de tidligere herskabelige hestestalde, kan du se fantasifuld udsmykning og et julebord inspireret af skovalfernes univers.

Prinsesse Alexandra zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg har i år ladet sig inspirere af skovens natur og dyr, som små mus og andre væsner, der vrimler omkring skovalferne for at pynte op til jul. Skovalferne er på spil i udsmykningen, hvor alt er muligt. Gran, kogler, frugter, duft af kanel og nelliker, levende lys, er noget af det du kan opleve, når du skal se årets juleudstilling i Brasserie Rigborg på Egeskov.

 Igen i år har prinsesse Alexandra fået hjælp fra en god veninde og gartnerteamet til udsmykningen, hvor der bl.a. indgår håndlavede svampe og andet pynt inspireret fra skoven. Traditionen med et kreativt julebord har prinsesse Alexandra haft med sig livet igennem og taget det med sig til Egeskov Slot.

Når familien samles på slottet i juledagene, skal familien og gæster kunne mærke den magiske stemning, som hører juletiden til. ”Især for min mormor og min mor, var julen en meget vigtig tid på året. Familien skulle samles til hygge og nærvær omkring julebordet, som var fantasifuldt udsmykket, til stor glæde for os alle”, fortæller prinsesse Alexandra om sine minder om julen.

Du er hjertelig velkommen til at opleve julebordet og udsmykningen til Egeskov Julemarked samt til vinteråbent i december.