• Dansk
  • English
  • Deutsch

Søndre Tårnværelse

I forlængelse af Admiralens Stue finder du Søndre Tårnværelse. Det fungerede i mange år som greve Michaels ungdomsværelse, når han besøgte sine forældre og bedsteforældre. Værelset rummer masser af historier fra grevens opvækst.

Kakkelovnen i værelset har initialerne AL, hvilket står for Ahlefeldt-Laurvig. I gamle dage var det kakkelovne, som holdt beboerne på slottet varme. I dag er der indlagt centralvarme på slottet, så kakkelovnene står tilbage som et minde om tidligere tider.

Rummet er indrettet med en blanding af historiske og mere nutidige og moderne møbler. De står i fin kontrast til hinanden og viser, hvordan hver generation af beboere sætter deres eget præg på slottet.

Nonnis tæppe +

Tæppet på chaiselongen er håndlavet af grevinde Nonnis mor og har en fin hilsen syet ind i sig. Prøv at se om du kan se, hvad der står.

Chatollet +

Chatollet er et skrivechatol, der har været brugt til at opbevare pensler, blyanter og brevpapir og som skrivebord, når der skulle skrives breve.

Prinsesse Alexandras seng +

Sengen er en fransk Louis XV og prinsesse Alexandras barneseng. Ligesom mange af slottets øvrige gæstesenge er sengen forlænget, så voksne mennesker også kan sove i den.

Grevinde Jessie i Baronkrone-rammen +

Jessie blev født som baronesse, hvilket de syv takker på kronen betyder, men fik titlen grevinde efter hendes ægteskab med greve Julius. Havde der været ni takker, havde det stået for greve/grevinde.