Fra hovedgård til forsvarsværk

I starten af 1400-tallet, hvor Egeskov fremgår første gang i kilderne, var der blot tale om den ubefæstede landsbyhovedgård, Egeskovgaard. Dets skiftende ejere i samme århundrede tilføjede yderligere bygninger og jorder til besiddelserne, men det var dog først, da Frands Brockenhuus overtog Egeskov i 1545 gennem ægteskabet med Anne Tinhuus, at slottet blev opført. Frands Brockenhuus var lensmand i Nyborg, iblandt kongens mest betroede mænd og befandt sig i magtens absolutte inderkreds. Under Den Nordiske Syvårskrig i 1560'erne blev han udnævnt til rigsmarsk og havde flere succesrige aktioner i Sverige. Han døde under belejringen af Varberg i 1569.

Efter faderens død overtog sønnen Laurids Brockenhuus Egeskov. Han fulgte i farens fodspor som kancellisekretær, militærtjeneste og som lensmand i Nyborg. Laurids er i eftertiden især husket for sin strenghed mod datteren Rigborg, som han lod indespærre på et værelse på slottet. Datterens forbrydelse var, at hun ved Christian IV's hof havde indledt et frugtbart forhold, uden for ægteskabet. 

Skiftetid på slottet

Efter Laurids' død i 1604 overtog enken Karen Skram Egeskov, hvilket blev startskuddet til en omskiftelig periode i Egeskovs ejerhistorie. Slottet overgik i 1615 til datteren Karen Brockenhuus og hendes mand, Hans Pogwisch. Karen døde dog kort efter, og Hans byttede Egeskov til den ældre søster Elisabeths børn, Jakob og Frands Ulfeldt til Bavelse. Ulfeldtbrødrene havde ejerskab af Egeskov fra 1615 til 1616, hvorefter den tredje datter af Laurids og Karen, Birgitte, overtog slottet med hendes ægtemand, rigskansler Jakob Ulfeldt. Jakob Ulfeldt fik nu låsebrev på områdets jord og gods i 1620 og sikrede herved besiddelserne for senere generationer. I 1632 overgik Egeskov til sønnerne, hvoriblandt en af periodens absolutte hovedpersoner, Corfitz Ulfeldt, var at finde.

Sønnen Laurids formåede dog hurtigt at opkøbe en større del af sine brødres anparter og opnåede herved ejerskab af slottet. Dette skødede han videre til sin svigerfar, rigsråd Oluf Parsberg, i 1648. Oluf Parsberg havde nu ejerskab af Egeskov i otte år, hvorefter en mere permanent ro indfandt sig på Egeskov de følgende 100 år, via Kragslægten.  

Kragernes visioner

Rigsråd Otte Krag købte Egeskov af Oluf Parsberg i 1656 og gennem de kommende generationer forøgedes Egeskovs gods markant. Otte Krags søn, Niels Krag "Den Ældre" anlagde stendæmningen øst for slottet og barnebarnet, Niels Krag "Den Yngre", indledte et større arbejde med slotsanlægget. Hans visioner og idéer om et imponerende og franskinspireret barokanlæg med alléer, parterrehave og hæksystemer, blev realiseret i 1630'erne. Hertil fulgte lysthuse og en labyrint. Dæmningen mod øst, betød, at der nu var en naturlig forbindelse mellem slottet og de nyopførte haverum. 

I 1763 blev Niels Krag "Den Yngres" enke Sophie nu eneejer af Egeskov, da både hendes mand, de to døtre og sønnen, Frederik Christian Krag, alle var døde. Sophie Krag drev Egeskov videre indtil 1784, og hun formåede bl.a. at oprette hospitaler i Kværndrup og Vester Skerninge.

Billerne overtager Egeskov

I 1784 solgte Sophie Krag Egeskov til den aldrende amtmand og gehejmeråd, Henrik Bille. Da hans familie var nært beslægtet med Braheslægten på Fyn, blev det arrangeret således, at Henriks søn fik testeret deres besiddelser, da de ingen arvinger havde i 1786. Dette blev effektueret i 1787, hvor den ældste søn, Axel Frederik, fik patent på at føre navnet og våbnet Bille-Brahe videre. Den unge Axel Frederik døde dog allerede samme år, og det blev nu faderen, Henrik Bille, der fik patent på at videreføre navn og våben fra 1788.

Efter faderens død var det nu Preben Bille-Brahe, der skulle videreføre både Egeskov samt arvegodset og -jordene fra Braherne. Fra 1789 til 1810 var Egeskov et enkesæde, da Prebens mor, Caroline Agnese von Raben, blev boende på slottet indtil sin død. Preben slog sig herimod ned på Hvedholm og etablerede sig som en af landets største jord- og godsejere. I 1798 blev Preben optaget i lensgrevelig stand og oprettede grevskabet Brahesminde. Senere blev Egeskov etableret som et separat stamhus for den næstældste søn, Frederik Siegfred.

I 1857 døde Preben Bille-Brahe, og Frederik Siegfred flyttede ind på slottet. Det medførte en tid med omfattende istandsættelser og moderniseringer af slottets indre. Efter baron Frederik Siegfreds død, var det sønnen Frantz Preben Bille-Brahe, der vendte hjem fra sit gesandtskab i Rom i starten af 1870'erne med hustruen Camille for at drive godset videre. De indledte en større restaurering af slottets ydre og opførte bl.a. den nye portfløj i 1881.

Tranekær & Egeskov forenes

I 1882 overtog datteren Jessie og svigersønnen Julius Egeskov. Deres store bryllup var allerede blevet fejret i 1875 på slottet, og det forenede slægterne Bille-Brahe og Ahlefeldt-Laurvig samt medførte, at ejerne af Egeskov nu var grever og grevinder. Under Jessie og Julius skete der en enorm udvikling på Egeskov, hvor en større modernisering af hovedbygningen og slotsområde fandt sted i 1880'erne. Samtidig blev driften af jorden optimeret. Parret lagde grundstenene til, hvordan Egeskov ser ud den dag i dag.

Det var deres barnebarn Gregers, der sammen med hustruen Nonni åbnede haven for publikum i 1960 og deres søn Claus, hvis visioner drev Egeskov fra landbrug mod turisme med åbningen af Egeskov Veteranmuseum i 1967. Det var også Claus, der i samarbejde med Piet Hein fik opført den nuværende labyrint og åbnede slottet for besøgende gæster i midten af 1980'erne.

I dag er slottet beboet af greve Michael og prinsesse Alexandra. Michael har siden sin overtagelse i starten af 1990'erne formået at videreudvikle Egeskov og etablere et fantastisk udflugtssted for hele familien med en prisvindende have og nye udstillinger.