Greve, kammerherre og hofjægermester Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille (1965-?) er den nuværende ejer af Egeskov. Han ægtede i 2019 prinsesse Alexandra (1970-?), og de bor i dag sammen på slottet. I sine mere end 30 års ejerskab, har Michael udviklet Egeskov og skabt en alsidig, visionær virksomhed båret af landbrug og turisme. Med en klar forståelse for varetagelsen og formidlingen af slottets unikke kulturarv, har han fornyet gæsteoplevelsen og været en økonomiske drivkraft bag vedligeholdelsen og nytænkningen af slottets historiske haveanlæg. I egen ret er Michael blevet tildelt Årets Fynbo- og Svendborgprisen, og i nært samarbejde med slotsgartneren Peter Bonde Poulsen vundet flere havepriser. I de senere år har Alexandra haft det kunstneriske ansvar for slottets haverum. Under Michael er der opført en række nye udstillingshaller, og årshjulet på Egeskov er nu suppleret med et motorcykeltræf, Heartland-Festival, Open By Night, julemarked, LUMINIS m.fl. Med en slotshistorie og ejerrække, der strækker sig mere end 450 år, er Egeskov i dag en moderne drevet virksomhed og står som en unik familie attraktion i en af Europas smukkeste omgivelser.

Greve Claus Ahlefeldt-Laurvig-Bille (1932-2014) flyttede ind på Egeskov Slot efter forældrenes død i 1985. Han overtog dele af godset allerede i 1960’erne, hvor han havde direkte indflydelse på driften via sine idéer og visioner for Veteranmuseet. I 1986 åbnede Claus dele af slottet for besøgende gæster og skruede for alvor op for turismen på Egeskov. Året efter restaureredes tagetagen på hovedbygningen, og Claus’ venskab med Piet Hein medførte flere kunstneriske og legende elementer i haven som f.eks. den nye labyrint. Claus overdrog Egeskov til sønnen Michael i 1992.

Greve, kammerherre, hofjægermester og overjagtkonsulent Gregers (1905-1985) var formand for Jagtrådet og i sine yngre år bosat på Fjællebro med hustruen Nonni (1909-1985). Efter faderens død flyttede parret ind på Egeskov og måtte gentænke driften. I 1960 åbnede de slotshaven for offentligheden og fornyede flere haverum, og de første skridt til Veteranmuseet blev taget i slutningen af samme årti – hér var drivkraften sønnen, Claus. Riddersalen på slottet blev restaureret i 1974 og indviet året efter. Gennem hele livet var Gregers engageret i det danske jagtvæsen og ledte ekspeditioner til Afrika. Nonni blev i 1982 tildelt æren som Årets Fynbo og har også modtaget Svendborgprisen. Parret døde begge i 1985.

Greve, kammerherre, hofjægermester og cand.phil. Preben Ahlefeldt-Laurvig-Bille (1880-1946) overtog Egeskov i 1919 med hustruen grevinde Eleonora (1880-1973), kaldet Dorthe. Han overtog fire godser, en besætning på 800 køer, eget mejeri og elværk. Tiderne var dog skiftet, og med indførslen af lensafløsningen blev livet ved de danske slotte- og herregårde pludseligt trange og dele af godsets inventar og jord måtte afstås. I forlængelse heraf overgik Egeskov fra stamhus til fri ejendom i midten af 1920’erne. Avlsbygningerne blev dog optimeret i 1930’erne og 1940’erne, hvor den nye turbine ved søen blev etableret, den store lade blev ombygget og nye kostalde blev opført. Preben døde i 1946, og sønnen overtog driften - enkegrevinde Eleonora blev dog boende på slottet til sin død i 1973.

Baronesse og senere grevinde Jessie Bille-Brahe (1853-1927) var i 1882 enearving til Egeskov. I 1875 havde hun ægtet greve, hofjægermester og kammerherre Julius Ahlefeldt-Laurvig (1849-1912) fra Tranekær. Det forenede de to slægter i Ahlefeldt-Laurvig-Bille, og Julius medtog grevetitlen fra sit hjem på Langeland. Greveparret fortsatte restaureringen af slottet, og især dets ydre blev markant forandret med forhøjede gavle og bronzespir, der erstattede de spånklædte tårne. Jessie og Julius forbedrede og udvidede driften, øgede jord og gods samt opførte nye stalde og lader.

Baron, kammerherre og gesandt Frantz Bille-Brahe (1824-1882) arvede Egeskov i 1871. Under sit ophold i Stockholm i 1840’erne som legationssekretær mødte han Camille (1829-1890). De blev gift i 1850 og nu fulgte en international karriere med diplomati og gesandtskaber i Haag, Bruxelles, Berlin, Rom og Firenze. I parrets tid på Egeskov blev avlsbygningerne på slotspladsen fjernet og fornyelser af slottets indre fortsatte. I nært samarbejde med arkitekten, Helgo Zettervall, opførte de den nygotiske portfløj i 1881. Frantz døde før Zettervall tog fat på hovedbygningen, og det var datteren Jessie og hendes mand Julius, der fuldførte dette i årene efter.

Baron, ritmester og gehejmekonferensråd Frederik Bille-Brahe (1799-1871) arvede Egeskov i 1857 og flyttede ind på slottet med hustruen Marie Sophie (1808-1887). Slottet havde på dette tidspunkt stået tomt for beboelse i flere årtier og bar herfor præg af, at dets indre var misvedligeholdt. Det efterhånden aldrende par indledte nu en større restaurering, der indbefattede gulve og lofter samt en nyindretning med opførsel af vindeltrapper og ruminddelinger. Arbejdet fortsatte ind i 1860’erne.

Lensgreve og gehejmekonferensråd Preben Bille-Brahe (1773-1857) arvede Egeskov i 1789. Slottet forblev dog moren Carolines enkesæde indtil 1810. Preben ægtede i mellemtiden Eleonora Rantzau (1779-1800) men bosatte sig aldrig på Egeskov Slot. I stedet drev han grevskabet Brahesminde fra Hvedholm og oprettede Egeskov som stamhus for sin næstældste søn, Frederik Siegfred. På trods af at Preben blot lod Egeskovs jorde forpagte, var han medvirkende til en effektivisering af driften, hvor svingplov og flere kornrensningsmaskiner blev indført i første halvdel af 1800-tallet.

Gehejmeråd, landsdommer og stiftamtmand Henrik Bille (1709-1789) købte i en sen alder Egeskov. Slægtsnavnet Bille-Brahe kunne familien først bære i 1788, da Brahe-slægten på Fyn testamenterede deres jord- og godsbesiddelser til Henriks søn, Axel Frederik. Axel døde dog kort efter og navnet førtes videre af Henrik. Han var på dette tidspunkt allerede flyttet ind på slottet med sin tredje hustru, Caroline (1738-1810). Parret formåede bl.a. at restaurere en del af indboet samt opføre det nuværende indgangsparti, der er dekoreret med deres våben og navne. Henrik døde allerede i 1789, men Caroline, der var hofdame og Dame de l’union parfaite, blev boende på slottet indtil sin død i 1810.

Etatsrådinde Sophie Krag (1707-1785) havde i 1763 nu overlevet sin ægtemand og sine tre børn. Hun havde været nødsaget til at frasælge dele af familiens jord og gods for at imødekomme de udgifter, som hendes ældste søn havde efterladt. Under Sophie blev der opført et lokalhospital i både Kværndrup og Vester Skerninge, og den lokale kro kan også tilskrives hendes ejerskabsperiode. Foruden haveanlægget, der var opført med hendes afdøde ægtemand Niels, tilføjede hun bl.a. et triokhi, der også ses i haven i dag. Hun døde i 1785 men havde året forinden solgt Egeskov til Henrik Bille (senere Bille-Brahe).

Højesteretsassessor Frederik Christian Krag (1726-1763) overtog nu Egeskov efter farens død i 1740. Han indgik dog ikke i driften, og godset blev i stedet videreført af enken, Sophie Krag. Den unge Frederik slog sig aldrig ned på Egeskov men blev i stedet juridisk uddannet og en del af hoffet i København og senere i Paris under Louis XV. Han opbrugte store dele af familiens formue på sin levevis, og moderen måtte opkøbe og videresælge dele af Frederiks godser og jorde for at understøtte hans forbrug. Frederik døde i Paris i 1763, og det var nu moderen Sophie, der blev eneejer af slottet.

Etatsråd Niels Krag ”Den Yngre” (1690-1740) er en af de mest betydningsfulde ejere af Egeskov. Da han overtog Egeskov efter sine forældre i 1722, blev der opført et større antal stendiger langs godsets marker. I det efterfølgende årti skete en større forandring af slotshaven; der blev anlagt et barokanlæg ved slottets dæmning mod øst med en parterrehave, og vinkelret på denne plantedes en allé i havens længde. Der blev opført springvand, flere lysthuse samt den gamle labyrint. De sirlige alléer og regelrette områder med høje tætte bøgehække er endnu bevaret.

Gehejmeråd Niels Krag ”Den Ældre” (1653-1713) var ikke blot arving til Egeskov, men også Voldbjerg, Skjoldemose, Løjtved og Flintholm foruden Drejø og Avernakø. Gennem ægteskabet med Sophie Juel (1684-1722), datter af admiral Niels Juel og Margrethe Ulfeldt, tilføjedes også Totterupholm. Niels Krag blev senere gehejmeråd, hvid ridder og kunne bære Dannebrosordenen. Få år før sin død i 1713 blev han deputeret for finanserne, og det er i denne tid, at de første tiltag til stendæmningen øst for slottet blev taget. Dæmningen blev senere erstattet af en jernhængebro.

Rigsråd og lensmand Otte Krag (1611-1666) købte i 1656 Egeskov af Oluf Parsberg. Dette bestod af omfangsrige jorde og patronatretten til Kværndrup Kirke - suppleret med en række bøndergårde og huse. Selvom Otte var yderst begejstret for Egeskov, bosatte han sig aldrig på slottet. Hans virke som rigsråd og diplomat betød, at han var forbundet til hovedstaden, men havde ærinder i resten af landet. Otte Krag var en afgørende aktør på Fyn under Karl-Gustav Krigene i 1650’erne og senere under indførslen af Enevælden. Efter Ottes død blev Egeskov enkesæde for Anne (1619-1688), som i en årrække boede på slottet og øgede godset med hele tre kirketiender.

Rigsråd og lensmand Oluf Parsberg (1590-1661) købte Egeskov Slot i 1648 af sin svigersøn, Laurids Ulfeldt. Oluf kom fra en anerkendt jysk adelsfamilie og var kaldt til Jernit, hvilket indbefattede det senere Frijsenborg. Han indledte allerede inden overtagelsen af slottet en række opkøb af nærliggende gårde og jorde i Egeskov By samt gadehuse i de omkringliggende byer. Oluf Parsberg markerer et markant skift i ejerkredsen, da Egeskov for første gang i mere end 100 år ikke var ejet af en Ulfeldt eller Brockenhuus.

Laurids Ulfeldt (1605-1659) havde i starten af 1630’erne købt en større del af sine brødres anparter og overtog slottet. Han var på dette tidspunkt løjtnant og ægtede 14-årige Sophie Rantzau, der dog allerede døde 4 år efter. Laurids ægtede herefter Else Parsberg og førte en karriere som landkommissær på Fyn. I 1648 solgte han slottet til sin svigerfar Oluf Parsberg. Laurids er især kendt for sin bogsamling, der sammen med Joachim Gersdorff og P.L. Scavenius’ samlinger var fundamentet for etableringen af Det Kongelige Bibliotek.

Efter faderen Jakob Ulfeldts død og moderen Birgitte Brockenhuus’ fraflytning fra Egeskov, tilfaldt slottet ved Kværndrup nu en række af sønnerne, hvor ovennævnte er nævnt til Egeskov. Heriblandt indgår den senere skandaliserede Corfitz Ulfeldt. Laurids Ulfeldt indledte hurtige opkøb af brødrenes anparter i besiddelserne og blev kort efter eneejer af slottet.

Rigskansler og diplomat Jakob Ulfeldt (1567-1630) købte i 1616 Egeskov, hustruen Birgitte Brockenhuus’ (1580-1656) barndomshjem. Jakob lod i samme ombæring Ulfeldtfamiliens gravsted flytte fra Vindinge- til Kværndrup Kirke, og mausoleet kan stadig ses i kirken den dag i dag. Jakob fik stadfæstet besiddelserne på Egeskov og omegn, og hans sideløbende liv som rigsråd, -kansler, krigskommissær og diplomat under Trediveårskrigen må ses som et af de mest interessant i ejerrækken.

I 1615 opnåede brødrene Frands og Jakob Ulfeldt til Bavelse ejerskab af Egeskov. De havde byttet sig til godset med deres onkel Hans Pogwisch. Brødreparret havde kun Egeskov i et enkelt år, og deres aftryk er herfor begrænset. I 1616 tilfaldt slottet nu familien til den tredje datter af Laurids Brockenhuus og Karen Skram, Birgitte.

I tiden omkring 1615 undergik Egeskov Slot et større skifte iblandt dets ejere. Først var det datteren Karen Brockenhuus (1580-1630) og hendes mand, Hans Pogwisch (1580-1630), der havde ejerskab af slottet. Karen døde dog allerede i foråret samme år, og Hans byttede Egeskov Slot til Kærstrup med Karens’ nevøer, Jakob og Frands Ulfeldt til Bavelse. De var sønner af hendes ældre søster, Elisabeth Brockenhuus.

Lensmand Laurids Brockenhuus (1552-1604) overtog slottet efter faderens død i 1569, og to år efter ægtede han Karen Skram (1544-1625), der var datter af admiral Peder Skram. Laurids havde ligesom faderen været kancellisekretær, en del af Den Nordiske Syvårskrig og blev også lensmand på Nyborg. Han er dog i eftertiden mest kendt for sin strenghed overfor datteren Rigborg. Han døde i 1604, hvorefter slottet blev hustruen Karens enkesæde indtil 1615.

Rigsmarsk og lensmand Frands Brockenhuus (1518-1569) fik i 1545 ejerskab af Egeskov gennem sit ægteskab med Anne Tinhuus (1525-1565). Overtagelsen blev startskuddet til flere opkøb af gods og gårde i det nærliggende område og en række nye markskel blev fastlagt. Herefter indledtes et enormt bygningsarbejde, og den imponerende renæssancebygning stod færdig i 1554. Seks år efter opnåede Frands patronatretten til Kværndrup Kirke, hvilket fulgte slottets ejere frem til midten af 1900-tallet. Frands døde i Den Nordiske Syvårskrig i sin rolle som rigsmarsk.

Hilleborg og Laurids’ døtre valgte at videreføre familiens oprindelige navn og kaldtes nu Tinhuus. I de følgende ni år blev gården målt op, og der blev tilføjet flere gårde ind under Egeskovs gods. I august 1545 ægtede Anne den fynske lensmand Frands Brockenhuus, og deres markante aftryk på Egeskov ses stadig den dag i dag.

Laurids Skinkel købte Egeskovgaard i 1518. Hans slægt hed oprindeligt Tinhuus, og han var herfor en del af den såkaldte falske Skinkelslægt. Ved overtagelsen af Egeskov havde Laurids allerede været lensmand i adskillige år og fik efter Grevens Fejde plads i rigsrådet. Han indledte et opkøb af nærliggende gårde i lokalområdet og ved hans død i 1533, var Egeskovs gods øget betragteligt. Efter hustruens død i 1535 overgik Egeskovgaard til døtrene.

Poul Skinkel var ikke søn af den foregående ejer Otte og repræsenterer en anden gren af slægten. Hvor den tidligere ejers våben var kendetegnet ved tre søblade, var Poul en del af liljen, som var knyttet til Odense. Poul Skinkel formåede i sin korte ejerperiode at øge jordene med hele seks fæstegårde. Han blev senere lensmand på Hagenskov, proviantmester på Fyn og noteret til Østrupgaard.

Landsdommer Otte Skinkel var søn af den foregående ejer af Egeskovgaard, Johan. Otte var en vigtig aktør på Fyn som landsdommer og medlem af landstinget. I 1516 lykkedes det ham at gøre herredsskel mellem Gudme, Salling og Sunds herreder. Og han fremgår i 1519 ved en markskelsgranskning sammen med den senere ejer af Egeskov, Laurids Skinkel. Otte fik ingen børn, så Egeskov tilfaldt nu en anden del af Skinkelslægten, søsterens barnebarn.

Johan Skinkel overtog Egeskovgaard efter sin far, men nævnes dog først til Egeskov i 1453. Han formåede at erhverve det nærliggende Fjællebro og opnåede lovhævd herpå i 1480. Fjællebro frafaldt senere godsets besiddelser men blev i 1900-tallet igen en del af Egeskov. Johans yderligere indvirken på Egeskovs godser er ukendte.

Kaperfører Lydeke Skinkel er den første dokumenterede ejer af Egeskov og nævnes til Egeskovgaard i 1405. Som det fremgår af navnet, var Egeskov på det tidspunkt blot en større gård. I årtierne forinden var Lydeke berygtet som kaperfører og havde en mellemstatslig rolle i Margrethe I’s strid med de tyske hansestæder. Han var en del af søfarerne, der plyndrede de tyske handels- og fragtskibe i de danske farvande på deres færd til og fra Skånemarkedet. Lydeke fremgår sidst som ejer af Egeskov i 1412 og kan ikke dokumenteres herefter.