Oprindeligt var denne spektakulære renæssancesal en imponerende fest- og dansesal. Omkring 1800 blev den omtalt som Kongesalen, da væggene var udsmykket med slottets samling af portrætmalerier af kongerækken. Slottet stod siden ubeboet i flere årtier under lensgreve Preben Bille-Brahe, der var bosat på Hvedholm.

Disse årtiers manglende beboelse og vedligeholdelse havde alvorlige konsekvenser for slottets indre stand, hvor bl.a. gulvene i salen nu var hårdt medtaget. Da baron Frederik Siegfred overtog slottet i 1857, måtte han sætte kridtstreger på gulvene ved de brædder, der sikkert kunne betrædes. Når mørket faldt på, var det baronen selv, der lyste for sine overnattende gæster på deres farefulde færd til værelserne, så de undgik at falde igennem gulvet. Salen undergik en større restaurering i 1858-1859.

Salen blev opdelt i mindre rum; mod nordvest var indrettet fadebur som under baron Frederik Siegfred blev brugt til opbevaring af glas og porcelæn, senere som gæsteværelse, mod syd (ved flyglet) en mindre stue og sydvest en grønmalet hjørnestue samt en tilstødende stue med blåmalede vægge. Stuerne fungerede som gæsteværelser. Langs salens østside løb en korridor, der gav adgang til de yderligere værelser i østhuset.

Under greveparret Jessie og Julius i 1890’erne blev de mindre rum i salen indrettet som værelser til børnene Preben og Agnete. Det var først under greveparret Nonni og Gregers’ større restaurering i 1975, at salens store, åbne rum blev genopført. 

De store imponerende portrætmalerier er først i nyere tid blevet en del af rummets inventar, hvorimod kisterne har været i salen i flere århundreder.