Mezzaninen
Mezzaninen
Du har netop fuldendt trappetårnet og befinder dig på mezzaninen, niveauet under loftet. Inden du dukker hovedet og tager de sidste trin op under taget, vil vi anbefale, at du kigger mod udstillingen til venstre. Hér kan du dykke ned i historien om duellen som institution og eksempler på de anvendte våben.
Slotshistorikeren
beretter
Mezzaninen var oprindeligt der, hvor vægtergangen var indrettet. Denne ses klart udefra bag den sirlige række af mindre vinduer. Senere blev der på dette niveau indrettet rum til beboelse, hvor en del af personalet nu kunne opholde sig. Især i anden halvdel af 1800-tallet blev der indrettet reelle opholdsrum, stuer og værelser, som indebar linned- og strygestuer, moderniserede gæsteværelser, arkiv, fadebur, stuepigeværelse, kammerjomfrustue og tjenerstue. Der var sågar en æblestue, hvor baronesse Camille og frk. Marie Bahneberg kunne opbevare årets høst i 1870’erne.
Senere blev disse suppleret med oldfruestue, kejserstue med portrætter af franske kejsere, billardstue til greve Julius og en læsestue til sønnen Preben. Dette blev i øvrigt senere greve Prebens gæsteværelse, når han besøgte slottet i starten af 1900-tallet.
Folkeholdet på Egeskov var stort i 1700- og 1800-tallet. Stillingerne skiftede men bestod bl.a. af stue- og tjenestepigerne, oldfruen, selskabsdamen, kammerjomfruen og -tjeneren, linnedjomfru, lakajerne, kokke- og køkkenpigerne, bryggerpiger, hushovmesteren, kusken m.fl. Dette var foruden folkene udenfor murene med forvalteren, ridefogeden, ladefogeden, gård- og staldkarlene, rideknægtene, hyrderne, mejersken, malkepigerne, røgterne, gartnerne, bødkeren, smeden, sadelmageren, skytten, skovrideren, mølleren m.fl.
Driften og antallet voksede blot op gennem århundredet indtil de sidste årtier, der markerer slottets storhedstid. Flere ansatte kan spores i generationer, og man må fremhæve stenhuggeren Harald Nielsen fra Volstrup, der i 1960’erne stadig var en del af Egeskov - Haralds slægt har beviseligt arbejdet på Egeskov i ubrudt linje siden 1665!
Værd at se i dette rum
Gå på opdagelse på slottet og bestem selv, hvor din tur skal begynde og slutte. Du kan læse mere om udvalgte genstande undervejs.