Familiehistorien lyder, at dette var stuen, hvor den unge Rigborg måtte afsone sin straf om indespærring i årene omkring 1600. Værelset har herfor haft en nærmest mytisk plads i slottets historie, og i følge familieskrønen var stuen endnu indrettet med effekter og møbler fra Rigborg indtil 1860’erne, hvor baronesse Marie Sophie lod rummet rydde.

I 1870’erne var stuen baronesse Camille Bille-Brahes soveværelse og indrettet med himmelseng, møblement og telegraf til både kammerjomfruen og tjenestepigen. Her var det forbundet med det tilstødende tårn, der var hendes personlige kammer og påklædningsværelse. Fløjen dannede baronessens private afdeling, hvor baronens var i samme fløj, blot på stueplan. 

Under greveparret Jessie og Julius i slutningen af 1800-tallet blev stuen nu opdelt. Den sydlige del mod den nuværende Klunkestue blev nævnt som Rigborgs, imens området mod tårnet blev betegnet Prinsestuen.

Denne betegnelse har rod i greveparrets forhold til kronprins Christian (X), da han deltog ved flere jagtarrangementer på Egeskov og opholdt sig i disse rum ved sine besøg. I den periode ejede greveparret også en bolig på Amaliegade, nabohus til Det Gule Palæ. Palæet har historisk tilhørt kongehuset, og i denne tid var Jessie og Julius’ naboer til prins Valdemar og prinsesse Marie, som vi ved, at greveparret havde et nært forhold til. Dette illustrerer i øvrigt et årelangt forhold mellem herskabet på Egeskov og det danske kongehus, som blot er endnu klarere i dag, hvor prinsesse Alexandra er flyttet ind på slottet.

Beretningen om den unge Jomfru Rigborg er en af de mest dramatiske og sørgelige i Egeskovs historie. Hendes skæbne var allerede i hendes samtid vidt omtalt og er senere nævnt af bl.a. H.C. Andersen. Hendes livshistorie indebærer, at hun blev holdt indespærret i et værelse på Egeskov Slot fra 1599 til 1604. En skæbne hun led som straf for hendes frugtbare forhold til adelsmanden, Frederik Rosenkrantz – udenfor ægteskab.

Rigborg Brockenhuus var i en ung alder blevet anmodet ved hoffet af Christian IV, som hofinde for dennes hustru, Anna Cathrine. Rigborg tiltrådte hoffet i foråret 1598 og indgik i livet ved den danske renæssancekonge, med alt hvad det indebar af festlige stunder og løssluppenhed. I løbet af dette år fik hun et fatalt bekendtskab med den føromtalte unge Frederik.  

Rigborgs skæbne var nu beseglet og med frygt for, at hendes tilstand skulle blive åbenlys, tog hun nu flugten til Fyn. Men da hendes far, Egeskovs daværende ejer, Laurids Brockenhuus, blev vidende herom, krævede han straf for både sin datter og Frederik Rosenkrantz. Straffen blev hård, og Frederik stod med valget om at miste sin hals eller æren og to fingre. Han beholdt både livet og fingrene, men måtte drage i krig i Ungarn mod tyrkerne, hvor han døde få år efter i 1602.

Rigborg blev dømt til indespærring på Egeskov på livstid. Dette blev indledningsvis overholdt indtil hendes fars død i 1604, hvor moderen Karen Skram gik i forbøn for kongen med håb om en mildere straf. Rigborgs levevilkår blev herfra stødt formildet og forbedret, og det lykkedes hende at blive en fri kvinde igen. Efter moderens død i 1625 boede hun alene på Nybøllegaard ved Ringe, hvor hun blev en respekteret kvinde og havde bekendtskaber som biskop Hans Mikkelsen, Ellen Marsvin og dennes datter Kirsten Munk. Hun døde d. 16. september 1641 på Nybøllegaard.

Rigborg og Frederiks søn, Holger, der måtte opdrages andetsteds, brugte store dele af sit liv på at genvinde retten til at bære faderens efternavn. Efter mange års militærtjeneste, lykkedes dette endelig i 1624 efter et større pres fra Rosenkrantz-slægtninge. I 1628 omtaltes Holger Rosenkrantz som oberst, men ligesom mange andre unge mænd under Trediveårskrigen, døde han i en ung alder i 1634. Holger og Rigborgs skæbne rakte dog videre, da Holgers søn blev ægtet ind i en af de rigeste norske familier, og han blev hermed stamfader til Rosenkrantz-slægten til baroniet Rosendal i Norge.