Titanias Palads

Verdens mest eventyrlige dukkehus

På Egeskov kan du opleve verdens mest eventyrlige dukkehus Titanias Palads, udført af den engelske maler og officer Sir Nevile Wilkinson.

Det var Sir Neviles lille datter Guendolen, der bad sin far om at konstruere huset til nogle små alfer, hun havde set ude i haven. Alferne virkede hjemløse, vurderede Guendolen, de overnattede nok i underjordiske huler og burde have et fint hus at bo i.

"Vil du ikke nok bygge et hjem til dem, far?"

Sir Nevile gik i gang med den opgave, datteren havde pålagt ham, og han kom til at bruge de næste 15 år på at skabe verdens mest eventyrlige dukkehus - godt hjulpet af en flok dygtige irske håndværkere. Men så kunne alfernes dronning Titania, prinsgemal Overon og deres syv små alfebørn da også omsider forlade baghaven og flytte ind i det nye, fantastiske palæ.

Paladset indeholder ikke færre end 3.000 dele - heraf mange små kunstskatte, der er samlet fra hele verden, og da Titanias Palads i 1922 for første gang blev fremvist for offentligheden, var den engelske dronning Mary blandt gæsterne.

Attraktionens slotsgæster bidrager hvert år med donationer til nødlidende børn rundt om i verden.

Titanias Palads ejes af familien Kirk Kristiansen og LEGO Fonden, og er velvilligt udlånt til Egeskov Slot. Attraktionen findes i Jomfru Rigborg Stuen.
 

Menu