Dahliahave

Til sommer kan du se frem til synet af tusindevis af farvestrålende blomster i Dahliahaven. Det nye haveanlæg finder du der, hvor der i årtier har været fuchsiaer, som nu er flyttet til et nyt haverum i Skoven

Egeskovs Dahliahave var oprindeligt en frugthave, som var omgivet af høje hække. De høje hække skaber et fantastisk micro klima og sørger for, at temperaturen i haven altid er tre grader varmere end på det åbne land.

Derfor virkede det helt rigtigt for Egeskovs slotsgartner at omdanne haven til en Dahlia Have. Der plantes 140 sorter ud i Dahliahaven og man kan opleve et bredt udvalg af sorter lige fra Pompom og Kaktus typerne til de store blomstrede Kæmpe Dahlia, som bliver op til 30 cm i diameter. Haven vil i løbet af sommeren være et rent farveorgie at se på.

Inden frosten sætter ind i efteråret graves dahlia knoldene op for at overvintre under lune, kontrollerede forhold i væksthusene.

I forårets løb er det 11.000 stk. tulipaners og frugttræernes samtidige blomstring, der gør haven til et særligt blændende skue for Egeskovs gæster. Alene de 80 forskellige tulipan-sorter, skaber et sandt farveflor i forårsmånederne, og så bliver det efterhånden tid til årets store begivenhed for private haveejere - det såkaldte Tulipanløb.

Tulipanløbet finder hvert år sted sidst i maj når bedene skal gøre klar til Dahlia og tulipanerne er afblomstret. Så snart portene er slået op, vælter det ind med haveglade gæster på Egeskov, som kan hente gratis tulipanløg med hjem til privathaven. Så Egeskov er sandelig rigt repræsenteret rundt om i de danske baghaver.

Menu